Tiden der gik

Vi fik til opgave, at lave et ur.

Vi fik et ur-sæt og så skulle vi ellers bare være kreative og lave en urskive efter eget ønske.

Min første tanke var, at jeg ville lave sådan et fint ur med blomster og Eiffeltårn, som jeg så på min sidste rejse til Paris i december sidste år (2013).

Min kæreste og jeg var på en kærligheds-rejse, som jeg vælger, at kalde det og vi var rundt og se samtlige steder i Paris. På flere af vores udflugter, faldt jeg over denne type ur, som jeg kalder et "Pariser-ur". Det var meget bondsk, med roser, liljer, Eiffeltårn og sådan lidt rustikt. Lige min stil og hvor ville det være fint i mit køkken. Sådan et laver jeg da. Det kræver bare en rund skive og noget maling. Intet problem!

Det ur jeg forestillede mig, så nogenlunde således ud:

Det skulle jeg jo nok kunne finde ud af, tænkte jeg.
Jeg havde dog en lille snak med min underviser om, at springe over hvor gærdet var lavest og jeg kunne sagtens se, at der ikke var meget håndværk i, at lave en rund skive og smide noget maling på, men på det tidspunkt, var jeg presset og mente, at det kunne jeg nok slippe afsted med.

Jeg kommer så hjem, googler Pariser ure og falder over noget silhouette stil, som jeg synes så rigtig flot ud.

Problemet med dette var bare, at det ville være enormt tidskrævende. Men hvad jeg havde set kunne ikke u-ses. Og når først jeg fornemmer en spændende udfordring, så vil jeg føle, at det er en fallit erklæring, at nægte mig selv den, fordi jeg lige var doven, presset, stresset eller hvad ellers.

Så jeg startede projekt ur.

Jeg ville stadig gerne lave noget fra Paris og som mindede mig om de steder min kæreste og jeg besøgte, så jeg googlede silhouetter af de forskellige attraktioner og forbandt dem og tegnede dem på min urskive.

Så skulle det jo bare skæres ud...

Dog kan man hurtigt blive overrasket over, hvor svært det kan være, at benytte så smart et værktøj som en Dremel:

Således fik jeg ødelagt to bor til vores Dremel. Men så var det godt, at vi havde tre ;)



Intet kunne stoppe mig nu.

Jeg var vildt imponeret over, at jeg rent faktisk fik skåret det ud, uden at det knækkede. Det var min største frygt, da jeg faktisk ikke er indehaver af de helt korrekte omgivelser, til denne form for projekt. Men det lykkedes.



Nu skulle jeg så bare male det.
Jeg ville stadig holde mig til det rustikke udseende, da jeg gik meget op i, at det skulle passe ind i mit hjem.

Jeg gik i gang med de sarte farver, men som værket skred frem, kunne jeg fornemme, at dette ur havde en helt anden skæbne. Det er ligesom når jeg maler. Jeg har en idé, men når jeg kigger på mit lærred, så har det en helt anden idé.

Så jeg sad og kiggede på mit ur og vi var meget uenige. Uret ville en ting og jeg ville noget helt andet. Men man må altså respektere tingenes tilstand og pludselig tog mit ur styringen og blev til noget helt andet. Noget endnu bedre og noget der ikke kunne have stemt bedre overens med min opfattelse af vores kærligheds-rejse.

Solnedgang i Paris <3

Når det så var blevet som det skulle være, så manglede jeg bare, at sætte visere og batteri på.

Det passede jo fint, det havde jeg selv og underviser, samt studiegruppemedlem jo fået til at virke tidligere, men nu, da jeg så sad med det derhjemme, ja så var der pludselig intet, der passede.

Jeg blev simpelthen så ked af det, for jeg var så glad for mit ur og synes, at vi havde været på en lidt sjov rejse sammen, så det kunne bare ikke være rigtigt, at jeg pludselig ikke kunne få lov til, at færdiggøre det.

Jeg fældede nok en lille tårer i frustration og afmagt, hvilket fik min kæreste til, at tage uret ud i værkstedet og da han fem minutter efter kom tilbage, ja så sad visere på og batteri i holderen og mit ur virkede.

Så fældede jeg en lille jubel-tårer og så hang vi vores fineste Pariser-ur op i køkkenet og nu bliver jeg så glad, hver gang jeg kigger på det.

Så kan det jo fint hænge der og tælle timer til vores næste Pariser-kærligheds-rejse :)